Bullmastiffens historie​

Bullmastiffen blev anerkendt som race i 1924, men de første beretninger går helt tilbage til 1491. Bullmastiffen kan føres tilbage gennem sine forfædre den Engelske Mastiff og den gamle Engelske Bulldog.

Bullmastiffen er opdrættet til brugshund af engelske skovløbere. I gamle dage var England sammensat af mange store herregårde, som konstant var hjemsøgt af krybskytter der var ude efter vildt. Og skovløberne brugte menneskets bedste ven hunden som deres hjælpere.

Deres første valg blev Mastiffen, men den var stor og uhåndterlig, så krybskytterne kunne oftest undvige den. Så prøvede de Bulldoggen, (ikke den som man ser idag, den havde længere ben og var meget mere aggressiv). Buldoggen var velegnet, fordi den var så hurtig, at den havde nemt ved at indhente krybskytten, men oftest var der ikke meget tilbage af ham, når skovløberen nåede frem.

Herefter krydsede skovløberne de to racer for at opnå det bedste resultat til at løse deres problemer. Denne nye hund var nu så stor og stærk og hurtig i sine bevægelser, at den kunne nedlægge en voksen mand, men samtidig også så føjelig, at den nøjedes med at holde ham nede til skovløberen ankom.

Bullmastiffen bliver som regel fejlagtig placeret sammen med kamphunde, men Bullmastiffen har aldrig været brugt i hundekampe eller i kamp med andre dyr. Bullmastiffen hører til blandt de andre molosserracer.

Den moderne Bullmastiff bliver mest brugt som familiehund, hvilket den er fortrinlig til. Bullmastiffen er en rolig, godmodig og børnevenlig hund. Bullmastiffen skal dog have en konsekvent opdragelse og kende sin plads fra starten, da den gerne vil være førerhund. Dette er en meget vigtig faktor at vide, når man anskaffer sig en Bullmastiff og man bør som minimum gennemgå en grundlæggende lydighedstræning som med alle andre hunde.

En Bullmastiff er en meget klog hund, den vil forsøge sig med hele sit nonverbale register for at få sin vilje, dette være sig fra ægte terror!, hvem mig?, der er ingen der kan li’ mig!, er jeg ikke dejlig?, foragt!, jeg har ikke hørt dig! til klovn! eller hvad der nu kendetegner din hund .

Vedvarende bestemt og venlig træning, bringer det intelligente frem i din Bullmastiff. Nogle syntes de er stædige og svære at håndtere, men der findes ikke dumme Bullmastiffer, men derimod Bullmastiff ejere, der ikke forstår sig på deres hund.

Bullmastiffen har et moderat motionsbehov. Da Bulmastiffen er relativ tung, skal springtræning undgås og man bør i særdeleshed skåne den i de første 18 måneder for ledbelastninger, såsom meget lange gåture, løbeture, cykelture, voldsom leg med større hunde m.m.

Bullmastiffen modnes og udvikles langsomt. Den er op til 2 år om at modnes psykisk og enkelte individer helt op til 3 år om at udvikles fysisk. Her skiller den sig helt ud fra andre brugshunde og ligner mere de øvrige molosser.

​Bullmastiffen gør ikke som andre vagthunde, og den har en relativ høj aggressionstærskel. Stille og roligt sonderer den sit terræn. Den bruger kun sin overlegne styrke når der er brug for det.​

Dette betyder ikke, at den ikke kan blive aggressiv, men der skal en del provokation til. En Bullmastiff vil elske at forsvare sin familie, uanset hvad det koster, da den er 100% loyal overfor sin familie, som den tager til sig af hele sit hjerte.

​Kendetegnene for Bullmastiffen er, at den i temperament er dominant overfor andre hunde, den er stædig, humørfyldt, årvågen og trofast.

Enhver som er villig til at give Bullmastiffen det den har brug for, nemlig kærlighed, diciplin og en familie den kan være en del af, vil erfare at de har fået noget at det skønneste i verden.​​​

Kontakt os via Facebook

Helle Dyrlund:

Arne Dyrlund:

Medlem af:

​Vi er naturligvis medlem af Dansk Bullmastiff Klub og Dansk Kennel Klub - under FCI.​

Adresse

Dyrlunds Ace v/Helle Dyrlund

Heldagervej 24, 5700 Svendborg

CVR: 32254756

Kontakt os

Find vej